Find oplysninger om monogene egenskaber for kødkvæg

Monogene egenskaber skyldes fejl på en enkelt position på kromosomet eller på et stykke DNA.  Monogene egenskaber er modsat f.eks. tilvækst ikke påvirket af fodring og pasning. Det er muligt at påvise et stort antal monogene egenskaber ud fra en laboratorietest eller at udlede dem fra en almindelig genomisk test. De resultater der kan udledes fra en genomisk test kan ses på ”NAV søgning på kødkvæg” under dyrets egen side. Oplysningerne er tilgængelige under fanerne ”Renavl” og ”Interbeef”. Monogene egenskaber, der er udledt på Eurofins er ikke tilgængelige på ”NAV søgning på kødkvæg”.

Resultater for Progressive retinal degeneration (RP1) og polledhed vises for alle racer. Derudover vises resultater for Developmental Duplication (DD) for Angus, Progressiv Ataksia for Charolais og Hypotrichosis (HY), Maple Syrup Urine Disease (MSUD) og Mandibulofacial dysostosis (MD) for Hereford. Flere egenskaber vil blive tilføjet. Resultaterne for monogene egenskaber kan ses ved at klikke på knappen “Monogene egenskaber” under afstemningsoplysninger på dyrets egen side på ”NAV søgning på kødkvæg”. Alle tilgængelige resultater for det udvalgte dyr præsenteres. I tabellen for monogene egenskaber er navn, kode og resultat (bærer/fri) vist. Koden slutter med “F”, hvis dyret ikke er bærer, for enkeltbærere slutter koden med “C” og for dobbeltbærere slutter koden med “S”.

På ”NAV søgning på kødkvæg” er det også muligt at filtrere en søgning ud fra oplysninger om monogene egenskaber:

Du kan finde mere information om monogene egenskaber på NAV’s homepage.

Nye sammensatte indekser for kødkvægtyre og -køer

NAV har offentliggjort syv sammensatte indekser for renracede kødkvægtyre og -køer. De nye sammensatte indekser er de samme for alle racer, men de bliver sammenvejet med racespecifikke vægtfaktorer.

Læs mere om indeksene på engelsk i NAV’s nyhedsbrev og i artiklen NAV subindices for purebred beef: within breed specific subindex weights.

Yderligere information om avlsværdital for kødkvæg kan findes på NAV’s hjemmeside under Renracet kødkvæg.

Alle avlsværdital for kødkvæg på ét sted

Fra januar 2023 kan renracede avlsværdital for kødkvægsdyr og nordiske avlsværdital for kødkvægstyre brugt til inseminering med malkekøer findes på samme søgeside. Renracede avlsværdital er både nordisk beregnede og avlsværdital beregnet internationalt i Interbeef. Det er dermed blevet nemmere at finde opdaterede avlsværdier.

Det skal dog bemærkes, at det kun er racerne Aberdeen Angus, Charolais, Hereford, Limousine og Simmental, der får beregnet nordiske og internationale avlsværdital. For øvrige racer er avlsværdiberegningen fortsat dansk. Samtidig beregnes avlsværdital for frugtbarhed, eksteriør og S-indeks også stadig i Danmark for alle racer. De danskberegnede avlsværdital kan stadig kun findes på danske udskrifter og på siden Avlsværdital for kødkvæg (landbrugsinfo.dk). I Danmark har vi også avlsværdital for ungdyrsundhed og slagteprocent for kødkvæg brugt til krydsning, som ikke beregnes nordisk. Disse to avlsværdital indregnes sammen med nordiske avlsværdital i X-mælkeproducent og X-slagtekalv. De kan findes på landbrugsinfo.

Nordiske avlsværdital for renracede kødkvægstyre og hundyr

Nordiske avlsværdital for renracede kødkvægstyre (både insemineringstyre og foldtyre) og hundyr er udgangspunktet for kødkvægsavleren, når forældrene til næste generation af kalve skal vælges. Der offentliggøres nordiske avlsværdital for op til 18 egenskaber for det enkelte dyr. Avlsværditallene offentliggøres, når publiceringsreglerne er opfyldt. Læs mere om nordiske avlsværdital på Renracet kødkvæg | NAV – Nordic Cattle Genetic Evaluation (nordicebv.info).

Internationale avlsværdital for renracede kødkvægstyre og hundyr

I øjeblikket deltager Australien, Tjekkiet, DFS (Danmark, Finland og Sverige), Estland, Frankrig, Tyskland, Irland, Italien, Letland, Slovenien, Sydafrika, Schweiz og Storbritannien – men alle lande deltager ikke med alle racer og egenskaber i Interbeef. Indtil videre publiceres der avlsværdital for fravænningsvægt (200-dages vægt i Danmark), samt fødselsvægt (BWT) og kælvningsforløb (CAE), både som en egenskab for kalven (direkte) og moderdyret (maternelt). Alle egenskaber publiceres for racerne Angus, Charolais, Hereford, Limousine og Simmental. Interbeef samarbejdet vil i fremtiden blive udvidet med flere egenskaber og racer. Læs mere om internationale avlsværdital for kødkvæg på INTERBEEF PUBLICERING | NAV – Nordic Cattle Genetic Evaluation (nordicebv.info).

Nordiske avlsværdital for kødkvægstyre brugt til krydsning med malkekøer

Nordiske avlsværdital for kødkvægstyre brugt til inseminering af malkekøer er baseret på krydsningsafkom fra malkekøer. Kun krydsningsafkom efter renracede Holstein, Jersey eller RDM-køer er med i evalueringen. Avlsværditallene bruges til at udvælge de kødkvægstyre på tværs af race, som giver letfødte og livskraftige kalve, der har god overlevelse og har gode tilvækst- og slagteegenskaber. Der beregnes op til ni indekser, som sammenvejes til et økonomisk indeks (NBDI). Tyre med høje NBDI giver kalve, som har en større økonomisk værdi for både mælke- og slagtekalveproducent. Læs mere om nordiske avlsværdital for kødkvægstyre brugt til krydsning med malkekvæg på Kødkvæg brugt til malkekvæg | NAV – Nordic Cattle Genetic Evaluation (nordicebv.info).

Du kan finde avlsværdital for kødkvæg på https://nordic.mloy.fi/NAVBeef/