Kødkvæg brugt til malkekvæg
Indekser for kødkvægstyre brugt til krydsning med malkekøer
NAV avlsværdital for kødkvægstyre brugt til inseminering af malkekøer er baseret på krydsningsafkom fra malkekøer. Kun krydsningsafkom efter renracede Holstein, Jersey eller RDM-køer er med i evalueringen.
Avlsværditallene bruges til at udvælge de kødkvægstyre på tværs af race, som giver letfødte og livskraftige kalve, der har gode tilvækst- og slagteegenskaber. Der beregnes op til 10 indekser, som sammenvejes til et økonomisk indeks (NBDI). Tyre med høje NBDI giver kalve som har en større økonomisk værdi for både mælke- og slagtekalveproducent.
Betaling for indekser
For at NBDI og delindekser kan publiceres for en tyr skal 2 kriterier være opfyldt:
- Sikkerheden på indekserne skal være højere end publiceringskrav
- Ejer/importør af tyren skal betale en engangsbetaling for hver tyr. Engangsbetalingen er gældende fra 1. januar 2020 og gebyret er på 1.300 Euro per tyr. Ejer/importør der ønskes publicering af avlsværdier af kødkvægstyre brugt på malkekvæg, skal kontakte NAV via gap@lf.dk.
Indekser for fødselsegenskaber
Der er fire delindekser for fødselsegenskaberne: Livskraft og forløb for kalve født af mødre i hhv. 1. og senere laktationer. Alle fire avlsværdital kan publiceres, hvis tyren har mindst 50% sikkerhed på avlsværditallet for livskraft eller forløb i senere laktationer. Information om kalvens størrelse er kun registreret i Danmark og indgår i evalueringen som en indikatoregenskab, og bliver ikke publiceret.
Delindekserne for livskraft og forløb i senere laktationer bliver sammenvejet i fødselsindekset. Indekser for livskraft og forløb i 1. laktation er ikke indregnet i fødselsindekset, da kødkvæg kun i meget begrænset omfang anvendes til inseminering på kvier.
Indekser for vækstegenskaber
Vækstegenskaberne nettotilvækst, slagteform og fedt score er hver sammensat af underliggende egenskaber. Nettotilvækst består således af 4 egenskaber med lige stor vægt på alle: Tilvækst i kort periode (<550 dage) for hhv. tyre- og kviekalve, samt tilvækst i lang periode (>550 dage) for hhv. tyre- og kviekalve. Slagteform og fedtscore består hver især af hhv. kvie- og tyrekalveegenskaben, som sammenvejes med lige stor vægt. Nettotilvækst, slagteform og fedt score kan publiceres, hvis tyren har mindst 50 i sikkerhed på indeks for slagteform.
Delindekserne for nettotilvækst, slagteform og fedt score sammenvejes i vækstindekset. Vægtfaktorerne er afhængige af opdrætsperiodens længde og der er derfor et vækstindeks for både kort og lang opdrætsperiode. Generelt er opdrætsperioden kort i Danmark og lang i Finland og Sverige.
Indekser for ungdyroverlevelse
Der er to delindekser for ungdyroverlevelse: Tidlig periode og sen periode. Delindekserne bliver sammenvejet i indeks for ungdyroverlevelse med ens vægt. Indeks for tidlig periode er baseret på overlevelsen af tyrens afkom mellem dag 1 og dag 30 og sen periode er baseret på overlevelsen af tyrens afkom mellem dag 31 og dag 200. Alle tre avlsværdital offentliggøres hvis tyren har enten en sikkerhed på indeks for sen periode på mindst 50%, den har mindst 500 afkom eller den har indekser for fødsels- og vækstegenskaber.
Indeks for drægtighedslængde
Drægtighedslængde, ko beskriver krydsningsafkommets drægtighedslængde angivet som afvigelse i dage fra en standard drægtighedslængde på 280 dage når mor er malkerace. Avlsværdital for drægtighedslængde offentliggøres, når sikkerheden er over 50 % sikkerhed, og tyren har et officielt avlsværdital for fødselsegenskaber.
NBDI – kort eller lang opdrætsperiode
NBDI er det totaløkonomiske indeks for kødkvægstyrene. Det beskriver krydsningsafkommets økonomiske potentiale for mælkeproducenten. Det produktionssystem som kalvene opdrættes under (længde og intensitet) påvirker de økonomiske værdier. Kødkvægstyrene har derfor både NBDI for kort og lang opdrætsperiode. Generelt er opdrætsperioden kort i Danmark og lang i Finland og Sverige.
NBDI, kort eller langt, inkluderer fødselsindeks og vækstindeks (kort eller lang periode) og ungdyroverlevelse kombineret med økonomiske vægte. De økonomiske vægte er resultatet af økonomiske beregninger og forventninger til fremtidige produktionsforhold og prisforhold.
Når du som mælkeproducent vælger kødkvægstyre ud fra NBDI, opnår du bedre krydsningskalve og dermed højere fortjeneste.
Publicering af NBDI
NBDI bliver publiceret fire gange om året i forbindelse med NAV evalueringen for malkekøer (februar, maj, august og november). De nyeste resultater kan findes på søgesiden NAV søgning på kødkvægstyre.
Søgesiden indeholder officielle avlsværdital og øvrige informationer for kødkvægstyre brugt til krydsning. Du kan vælge forskellige opdrætsperioder (kort eller lang). Standard opsætningen er, at du får vist alle tyre, uanset race og fødselsland. Tyrene er sorteret efter deres NBDI. Du kan dog skræddersy din søgning til specielle ønsker, samt søge på enkelte tyre.
Delindekserne er standardiseret til et gennemsnit på 100 og en spredning på 10. NBDI er standardiseret til et gennemsnit på 0 og en spredning på 10.
Mere information:
Avlsværdital for drægtighedslængde for kødkvægstyre brugt til malkekøer
Avlsværdital for ungdyroverlevelse for kødkvægstyre anvendt til malkekvæg
Total Merit Index (NBDI) for beef sires used for dairy cattle (på engelsk)
BxD breeding values – Final report (på engelsk)
Webinar om NBDI (på engelsk)